mandag den 13. april 2009

Lettilgængelig fantasy

Dalia Dragehvisker 1 og 2 af Ida Marie Rendtorff:
Den 14 årige Dalia er ud af en gammel dragehviskerslægt og novice blandt de kvindelige dragekrigere, som bekæmper den onde fyrst Mautus på den anden side af floden. Dalia har sin egen drage, Flamar, som hun passer og plejer og bereder for den store prøve, hvor hun endelig kan blive kronraget og få det eftertragtede brændemærke som kendertegner de piger, der har bestået prøven. Men noget går galt, og de stærkeste drager bliver ramt af dragesygen. Dette medfører at de langsomt sygner hen og dør, og det er katastrofalt i forhold til kampen mod Mautus!Dalia finder ud af, at sygdommen måske ikke er en helt naturlig dragesyge, og årsagen til dette kaster mistanke på flere af bogens personer. Mere skal ikke røbes her…..
I bind 2 befinder Dalia sig pludselig ombord på et skib med kurs mod den fjerneste afkrog af riget - hvem det er som vil af med hende og hvorfor afsløres i bind 1. I bind 2 får hun to gode venner, kokken Fiskefjæs og drengen Askor samt to fjender, den ondskabsfulde kaptajn og andenstyrmanden, med det sigende navn, "Stokken", og hun finder ud af at hun også er slangehvisker.....De to første bind i serien om Dalia Dragehvisker er rigtig godt skruet sammen. Fantasyhistorien byder klassisk på intriger, sammensværgelser, skurke og helte med masser af modgang, hvilket fungerer først og fremmest pga en spændende og levende handling med både nuancer og kant.Serien vil især appellere til piger og f.eks. læsere, der har nydt de letlæste serier Drageherren og Enya af Josefine Ottesen.
Dalia Dragehvisker bliver ifølge forlaget en serie på 4 bind. Forfatteren Ida-Marie Rendtorff har ikke tidligere skrevet fantasy. Historien glider let og der er lagt op til både drama og masser af spænding i fortsættelsen om Dalia og dragerne.

Ingen kommentarer: