mandag den 13. april 2009

Knugende socialrealisme

”Bjerget brænder” af Vibeke Marx
Dette er anden del af ”Mørkemøder” – en trilogi om de anbragte børn på institutionen "Bjerget", og her møder læseren påny børnene med de symbolladede navne og en rygsæk fyldt med dårlige oplevelser til et helt liv. "Bjerget" er brændt, beboerne er evakueret til en afsides beliggende feriekoloni ved en forblæst kyst. En ny medarbejder Hilmer/Himler er den inkarnerede ondskab med stærke racistiske tilbøjeligheder, den lille Håb er tæt på at miste livet, og fortælleren Memory integrerer igen fortid og nutid. Handlingen foregår uden for tid og sted, og skildrer samtidig en genkendelig nutid og et genkendeligt miljø, det på forunderlig vis placerer fortællingen et sted mellem fantasy og realisme. Beskrivelsen af de voksne, der skal tage vare på børnene er isnende og uhyggelig, kun med en enkelt undtagelse kokken Jesus
Vibeke Marx' forfatterskab er baseret på et stærkt personligt engagement i de svage i samfundet – og denne bog knuger én om hjertet – en stærk oplevelse man ikke lige ryster af sig! Forhåbentlig bringer tredje og afsluttende del håb om en bedre fremtid for Memory og hans venner.

Ingen kommentarer: