torsdag den 17. maj 2012

Godt brølt; løve!

Lars Daneskov giver i Politiken i dag en opsang til den tendens til at ældgamle børnebøger genoptrykkes igen og igen. Nutidens børn påduttes de bøger, som forældre, bedsteforældre selv har fået læst som børn - og det er bare ikke godt nok. Tiderne har ændret sig - og nutidens børn har andre kvalitetskrav.

Jeg kunne ikke være mere enig - jeg er oprørt over at se mange bøger fra min egen eller min søns barndom på tilbud i supermarkederne - lad dog den nye, gode, fantasifulde børnelitteratur komme til - smid de gamle bøger ud!

Hermed vil jeg opfordre skolebibliotekarer til at gå foran - sæt gang i kassationen med grov hånd!
Man kan passende bruge de kasserede bøger til at lege med bogfoldning - det har de fx gjort på Strandgårdsskolen i Ishøj. Man kan google sig til  vejledninger i bogfoldning.

fredag den 27. april 2012

Årets ungdomsbog?

Anders Johansen har begået et mesterværk - det er en nydelse at læse hans nyeste roman "Hullet".

Historien foregår i en lille bygd, Fjeldvig på øen Tangø, et Færøerne-lignende samfund. Fortælleren er teenageren David, der er en speciel dreng, nærmest autist, og han er stærkt knyttet til storebroderen Peter. I det lille udkantsamfund, Fjeldvig, får man efter mange genvordigheder endelig en tunnel, så man kan slippe for en 3 timer lang travetur over fjeldet eller en tur med rutebåden. Men hvad kommer der ud af tunnellens sorte hul? Fremskridt og velstand, lover politikerne.Synd og ugudelighed, advarer Davids far. David ved ikke, hvad han skal mene.

Anders Johansen er bare god til at gå ind i drengehoveder, og også autisten David bliver beskrevet på fornemste vis. David er en rørende skikkelse, som man kommer til at holde af.
Bogen er skrevet langsomt, og man læser den også sagte, smager på ordene, oplever Davids klare øjenvidneberetning og både nyder og frygter hver ny side - det er en bog, som man vil huske længe.





fredag den 20. april 2012

Køteren - en forfærdelig, fantastisk billedbog!

"Køteren” handler om en dreng, hvis mor og far ikke gør andet end at drikke sig fulde og skændes. Drengen skal bare varte dem op, vaske tøj, gøre rent og lave mad. I al hemmelighed sparer han op til en hund, og det er en lykke den dag, han endelig kan købe en.


De to bliver bedste venner, og hunden gør alt, hvad drengen siger. Alt. Også den dag, drengen siger »æd dem«, og han endelig bliver fri for de forfærdelige forældre. Nu er drengen og hunden endelig alene, men intet bliver alligevel helt, som hverken drengen eller hunden ønsker sig.

”Køteren” handler dybest set om social arv – er man selv blevet behandlet som en køter, så er det svært ikke at gentage det mønster, selv om man egentlig ikke vil.


De dystre illustrationer supplerer teksten utrolig godt.

Dødens å : en historisk krimi mest for piger



Året er 1873, og Fria opdager og opklarer en række drukneulykker. Åmanden eller en sindssyg morder er måske skyld i, at små børn gennem årene er druknet i den nærliggende å, heriblandt også Frias egen lillesøster. Bogen beskriver landsbylivet og dets skæbner. Den handler om tro og overtro og ikke mindst fordomme. Vi kommer tæt på familierne og børns forskellige livsvilkår dengang.
Hvert kapitel indledes med en sort side, hvor Åmanden/forbryderen i et uhyggeligt epos langsomt afslører sig.
Bogen er velskrevet – men ikke åndeløs spændende!

lørdag den 7. april 2012

Udsyn - en ny trend?

Det ser ud til, at der er en ny tendens i ungdomslitteraturen på vej, der udkommer pt en række bøger, som handler om andet og mere end de sædvanlige ungdomstemaer: teenage-reality, fantasy, vampyrromantik, spænding og krimi...
Man kunne kalde den nye trend UDSYN - eller indblik i livets barske realiteter.

Påskens hidtil mest tankevækkende læseoplevelse har været den lille tynde ungdomsbog "De udvalgte - På flugt for livet" af Lene Møller Jørgensen. Bogen er nærmest en dokumentarroman, hvor Lene Møller Jørgensen giver stemme til to unge menneskers barske opvækst i henholdsvis Tjetjenien og Afghanistan. I bogen beskrives hvilke skrækkelige forhold de to unge mennesker flygter fra, samt hvordan deres rejse til Danmark forgår. Man får også et indblik i deres liv på asylcentrene og hvordan de lever den dag i dag.

I 2009 er Anna 15 år og bor i Grosnij. Faren er forsvundet, dræbt? Anna og lillebroren må klare sig, da moren en dag ikke kommer hjem. Soldater opsøger dem og tæver dem. Efter måneder dukker moren op, tortureret og voldtaget. De flygter til Danmark og får asyl.


I 1998 i Kabul er Mansour 6 år. Hans mor dør og senere dræbes hans far af Taleban. En moster betaler i 2002 for at de kan flygte. Efter en lang og farefuld flugt kommer han og hans bror til Danmark i 2004 og får asyl efter 1 1/2 år.


Bogen stemme er lavmælt - men meget intens, og den giver læseren en tankevækkende indsigt i og en dybere forståelse for, hvorfor så mange mennesker vælger at forlade alt hvad de kender og holder af.


Læs bogen med eleverne i 8.kl. - det er vedkommende læsning!



torsdag den 29. marts 2012

Computerspil i undervisningen

Mangler du idéer til, hvordan man meningsfuldt kan inddrage computerspil i undervisningen, så se Learning with Games - læs mere på http://www.blivklog.dk/page13994.aspx#subHeadline_4




Her finder du inspiration til at inddrage computerspil som motivationsfaktor i forhold til at styrke elevernes danskfaglige kompetencer og samtidig gøre dem interesserede i at udveksle synspunkter med elever i andre lande og erhverve sig viden om hinandens ungdomskultur.

Konkret undervisningsforløb for 5.kl. (dansk og engelsk) – se mere her .
1. Arbejde med gratis netspil. Udarbejdelse af top-10-lister, analyser, reklamer, fanfiction, anmeldelser, walk throughs
2. Blogge om spørgsmål med udgangspunkt i de gratis netspil
3. Klassechat på Skype
4. Producere egne spil med Mission Maker og markedsføre dem
5. Besøg af Unge Spiludviklere

søndag den 25. marts 2012

God lyd i ørerne i påskeferien?





Du kan lige nå at downloade krimien "Kvinderne på stranden" af Tove Alsterdal og 2 andre krimier på DR's Krimiklub inden påskeferien her: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Lydbog/Download/20120213154155.htm




Samme sted kan du også downloade David Kirkpatricks fagbog "Facebook" der fortæller historien bag det sociale medie og stiller skarpt på gigantvirksomhedens solstrålehistorier og paradokser.